Vi kunne prøve at begynde.

Vi kunne danse den dans, vi begge kender, men ikke kan huske hvor kommer fra. Vi kunne forestille os at du var mig, og jeg var dig, og at hvis jeg havde skabt dig og ikke omvendt, hvem ville vi så være nu?

Vi kunne synge sangen om de visne blade så godt og så højt vi overhovedet kan. Vi kunne prøve længe nok til måske at huske det, der var.

Vi kunne prøve at lukke øjnene, og smage på vandet, selvom vi ikke kan drikke det længere.
Vi kunne prøve at sige ordene igen og igen, indtil vi måske forstår dem.

Vi kunne sige at det var mig, der skulle trøste dig og ikke dig, der skulle trøste mig.

Det er en sang der ligner os er et work-in-progress af Sophie Grodin og François-Eric Grodin. I en collage af ord, bevægelse og tid, bevæger Sophie, der er datter, og François, der er far, mellem situationer, hvor de forsøger at gøre ting, de ikke ved, om de kan. De har spurgt sig selv om, hvordan de sørger over noget, de ikke har mistet endnu. Projektet bliver færdigudviklet i 2020. 

_________________________________

For fire år siden spurgte jeg min far om han ville lave en performance med mig. Han sagde ja. 

Men så skete der ikke noget. Der var ikke nogen af os der vidste, hvordan vi skulle starte. Hvordan vi lavede overgangen fra datter og far til kollegaer, samarbejdspartnere. 

I starten af 2019 tog jeg del af et projekt hvor dramatiker Marie Bjørn havde interviewet 14 mennesker der bestod af videnskabsmænd, en heks og flere kunstnere om deres forhold til naturen. Henblikket var på natur og fremtid, klimakrisen. Hun stillede dem spørgsmål, de svarede, og alle svarene blev transkriberet, og delt ud til 11 kunstnere der havde til opgave at svare på teksten med et værk – på hvilken som helst måde de havde lyst til. Jeg var en af de 11 kunstnere, og da jeg ofte talte med mine forældre om hvad de tænkte om naturen, om hvad de følte, om de var nervøse, om de følte skyld, og fordi jeg tror samtalen på tværs af generationer om præcis det her emne er så vigtigt, spurgte jeg min far om det var nu, vi skulle starte projektet. Han sagde ja. Det blev til det første work-in-progress der blev vist til en samlet levende installation, Marie kaldte 372.835 ord om klima. 

Jeg arbejder altid i samarbejder, det meste af tiden har jeg arbejdet i duet-format med en anden. Fælles for alle projekterne er at de udmunder i performances hvor forholdet mellem os er en del af materialet. Ikke nødvendigvis udgangspunktet, men noget der hele tiden bliver hevet ind, noget der bliver brugt, dynamikken er det, der skubber materialet fremad. 

Måden jeg arbejder på er ofte at jeg starter med meget lidt. Det kan være et spørgsmål, en undren, en anden person.

For, når man så går i gang, hvordan ved man så hvad man skal beholde, og hvad man ikke skal beholde? I starten beholder jeg alt. Jeg indsamler. Jeg ved ikke hvad noget af det skal bruges til, og om noget af det overhovedet bliver brugt, men jeg har brug for det, for først når der er indsamlet nok, kan jeg se hvordan de forskellige dele hænger sammen og taler til hinanden. 

Performancen blev udviklet videre og vist som et næste work-in-progress på festivalen Vildskud, august 2019. 

Vi bearbejdede spørgsmålet om, hvordan man begynder at sørge over noget man ikke har mistet endnu. Om det er naturen, eller sin far, eller sin datter, eller den relation man gerne vil have varer for evigt, men som man ved ikke er mulig. 

Jeg inviterede forfatter Helene Johanne Christensen til at skrive et respons på performancen. Herunder er et uddrag af det langddigt hun skrev, som hun kaldte "Det er en dans der ligner et kald": 

hele tiden i bevægelse
aldrig i ro
Han siger: Jeg kan ikke huske fluerne
der dansede i luften over vandet og døde
midt i en dans
der ligner os til forveksling
fluerne der faldt og drog med strømmen
Jeg husker dem ikke
Vi gav dem vist ingen navne
Han ser på hende
Hun siger: Du kan kalde mig datter
eller mor
Jeg er snart nok begge dele
eller du kan bruge et tredje ord
og se om det passer
Han låner hendes stemme fra et sted ude i fremtiden
og siger: Jeg troede jeg ville være den perfekte mor
Hun løser ham fra navnet
og han er et barn igen
en begyndelse
der bader i græsset
bader i det samme græs som insekterne
og stilheden
der ligger som et mørke mellem stråene
Stilheden breder sig
forgrener sig
den bevæger sig indefra og ud
af deres kroppe
De byder med et nik hinanden op til dans
og er børn igen
sammen et umuligt sted
til de falder om
og sammenkrøbne på scenen.

Links

• Video-dokumentation 
• Forfatter Helene Johanne Christensens respons på performancen her. 
• Fotografi af Max Morris-Doherty

Uddrag af Helene Johanne Christenens digt som respons på performancen:

hele tiden i bevægelse
aldrig i ro
Han siger: Jeg kan ikke huske fluerne
der dansede i luften over vandet og døde
midt i en dans
der ligner os til forveksling
fluerne der faldt og drog med strømmen
Jeg husker dem ikke
Vi gav dem vist ingen navne
Han ser på hende
Hun siger: Du kan kalde mig datter
eller mor
Jeg er snart nok begge dele
eller du kan bruge et tredje ord
og se om det passer
Han låner hendes stemme fra et sted ude i fremtiden
og siger: Jeg troede jeg ville være den perfekte mor
Hun løser ham fra navnet
og han er et barn igen
en begyndelse
der bader i græsset
bader i det samme græs som insekterne
og stilheden
der ligger som et mørke mellem stråene
Stilheden breder sig
forgrener sig
den bevæger sig indefra og ud
af deres kroppe
De byder med et nik hinanden op til dans
og er børn igen
sammen et umuligt sted
til de falder om
og sammenkrøbne på scenen 

English: 

We could try to begin. We could dance the dance we both know, but that we can’t remember where from. We could imagine that you were me, and I were you, and that if I had made you and not the other way around, who would we be now? We could sing the song about the dead leaves as well and as loud as we possibly could. We could try long enough to remember what was. We could try to close our eyes and taste the water, even though we can’t drink it anymore. We could try to say the words over and over until we may start to understand them. We could say that I was the one who was going to comfort you and not you who was going to comfort me.

In a collage of words, movement and time, Sophie who is the daughter, and Francois-Eric, who is the father, will move between situations where they attempt to do things they don’t know if they can do. They have asked the question: how do you start mourning something you haven’t lost yet?

A work-in-progress of 'It is a song that looks like us' was performed as part of VILDSKUD 2019 at Christianshavns Beboerhus.

Read a written response to the performance by writer and artist Helene Johanne Christensen here.