Det er en dans der ligner et kald

En slags morgen og ingenting ender
og alting begynder
med en kæmpe eksplosion
som ingen ser
og ordet lys
som ingen hører
eller læser Eller alting begynder
med en simpel dans der ligner os
til forveksling Der har ikke været lys her før
men nu er scenen sat
og to skikkelser er oplyst
af spotlys
som blomsterne bag dem bader i
De drikker det samme vand
som hinanden
som blomsterne
i vaserne på bordet bag dem
drikker Ordløse forsøger de at blive til
det samme som hinanden
og som barnet
og den bøgehæk igennem hvilken
barnet ser de voksne danse med hinanden
Som et forsøg kalder hun ham far
Hun vil se om navnet passer
Hun venter på hans reaktion
Men han husker ikke vandet
der fyldte alle værelserne
flød ud under døren

2

hele tiden i bevægelse
aldrig i ro
Han siger: Jeg kan ikke huske fluerne
der dansede i luften over vandet og døde
midt i en dans
der ligner os til forveksling
fluerne der faldt og drog med strømmen
Jeg husker dem ikke
Vi gav dem vist ingen navne
Han ser på hende
Hun siger: Du kan kalde mig datter
eller mor
Jeg er snart nok begge dele
eller du kan bruge et tredje ord
og se om det passer
Han låner hendes stemme fra et sted ude i fremtiden
og siger: Jeg troede jeg ville være den perfekte mor
Hun løser ham fra navnet
og han er et barn igen
en begyndelse
der bader i græsset
bader i det samme græs som insekterne
og stilheden
der ligger som et mørke mellem stråene
Stilheden breder sig
forgrener sig
den bevæger sig indefra og ud
af deres kroppe
De byder med et nik hinanden op til dans
og er børn igen
sammen et umuligt sted
til de falder om
og sammenkrøbne på scenen

3

hviler et fælles ansigt
mod en fælles blød skulder
De hviler i hinandens selskab
og uendelig langsomt
(midt i stilheden
dansen og kaldet)
forvandles de
til fluer

(Som et forsøg kalder de den Klematis. De venter på en reaktion. De vil se, om navnet passer, om planten
godtager navnet, tager det til sig som sit eget. Klematis er et navn, andre har overbragt dem, et navn, de
finder smukt, og som nogen har givet planten uden at spørge om lov. Som man navngiver barnet uden
at spørge om lov, fordi ordene ikke findes endnu. Planten bevæger sine blade lidt, og de er usikre på, om
det er vinden, der skaber bevægelserne, eller om det er planten, der reagerer på dem, og om ikke det er
det samme. De er i tvivl om betydningen af bevægelserne, usikre på sproget, men de lytter, åbner.
Navngivningen tegner konturer, lader træde frem, adskiller fra andet. Skaber ordet en afstand? De
forsøger at nærme sig planten gennem navnet, det smukke, Klematis, og den træder frem mod dem.
Forud for navngivningen går sansningen, berøringen, synet, det nysgerrige, åbne blik, fingrene, næsen,
tungen, barnets videnskab. De befinder sig i en overgroet have med mange planter, hvis navne de ikke
kender. Hvordan møder de det, de ikke kan benævne? Med en dans? Står navnet i vejen for deres møde
med planten, eller er navnet en åbning, en passage, de går igennem for at komme den nærmere? Navnet
som en mur eller et mellemrum, navnet som en portal, en åbning, der åbner og lukker og åbner og lukker
og åbner os for hinanden)

Fluerne letter
med en summen
Det er en begyndelse igen
ingenting ender
Dansen går i cirkler
til de voksne falder om
og kun børnene står tilbage
som græsstrå eller søgræs
der vajer

4

over sporene efter den vilde dans
Det er en leg de leger
indtil legen bliver alvor
og det der før
var kærtegn
bliver slag
på skulderen i ansigtet på armene benene
bliver hårde slag på brystet
som får hjerterne til at banke
i takt med hinanden
Og det tredje hjerte
der banker derinde
i hende
ved at det vil findes
som et meningsløst mønster
der danner et ord
og snart danner flere
ord der danner en krop
der flytter atomer
partikler og vandmasser
en krop der danner ord der kan blive til fluer
og byde op til en dans
der ligner et kald

Skrevet af Helene Johanne Christensen som en reaktion på performancen Det er en sang der ligner os af Sophie Grodin og François-Eric Grodin, 2019.